Årshjulet og fredagssamling i Georgs Æske

Vi har i personalegruppen lavet en oversigt - et årshjul - med de begivenheder, der er rigtig vigtige for alle i Georgs Æske. Du kan hente oversigten over årets gang i Georgs Æske under bilag.

Vi har lavet et stort årshjul ude i fællesrummet, hvor store og især små kan følge med i årets gang.
 
Hver fredag formiddag mødes alle børn og voksne i Georgs Æske til samling i fællesrummet, hvor det store årshjul hænger på væggen. Hjulet er delt ind i de 12 måneder, samt de 4 årstider.
På væggen hænger også en mindre tavle, hvor der hver måned vil stå hvilken årstid vi har, og hvilken måned det er. Der er også billeder af månedens fødselarer i Georgs Æske.
 
Den første fredag i måneden skal den store pil på årshjulet flyttes en måned frem. På tavlen skal månedens navn skiftes ud, og måske skal årstiden også skiftes ud. Navne på børn/voksne og månederne vises også med ”tegn”.
Foto af børn og voksne, som har fødselsdag i den nye måned sættes op, og de kommende fødselarer får et flag, og står foran de andre børn, som råber hurra for hvert enkelt.
 
Vi synger en månedssang, og ofte en sang som knytter sig til årstiden eller det tema, som vi er optaget af. Til sidst synger vi vores egen fredagssang. Sangene understøttes med ”tegn til tale”.
 
Vores mål er
- at gøre børnene mere bevidste om årets gang, som både omhandler årstider, traditioner og højtider.
- at synliggøre aktiviteter og begivenheder i Georgs Æske.
- at gøre børnene opmærksomme på alle børn og voksne i Georgs Æske, ved at månedens fødselsdagsbørn/voksne bliver fremhævet.
- at afslutte ugen sammen som ét fælles hus med nye og velkendte sange.
- at tydeliggøre ”tegn til tale” som et kendt sprog i Georgs Æske.